Pædagogik
Aldersintegreret undervisning
På Tandslet Friskole undervises børnene fra 1. klasse i aldersintegrerede grupper. Børnene i 0. klasse starter i en lille, overskuelig gruppe for sig selv. Hen over det 1. skoleår udvides samarbejdet med 1. klasse i takt med, at børnene føler sig trygge i skolen.
Aldersintegrationen giver en lang række muligheder, som ikke er i den traditionelle, årgangsdelte undervisning. Der er 2 spor, der består af grupper fra 1.-3. klasse og 2 spor, der består af grupper fra 4.-6. Klasse. I gruppen 7.-9. klasse er der kun et spor.
Med den aldersintegrerede undervisning har vi fokus på børnenes egen drivkraft:
- Vi skaber rum for, at det enkelte barn kan arbejde med dét, som det selv finder vigtigt eller nødvendigt lige nu.
- Vi vil lade børnene lære af hinanden i en form, hvor de også selv er bevidste om denne læren fra sig.
Det er det, vi kalder "øvelse gør mester – og mester øver sig".
De yngste lærer at tage imod hjælp og også bede om hjælp hos de, der mestrer en færdighed. ”Mestrene” får hold på, hvad det er, de ved eller kan, for først da kan de lære fra sig. Og ved at lære fra sig får de cementeret det, de kan.
Da børnene gennem vores struktur skiftes til at være de yngste og de ældste, rykker lærlingen trygt og roligt op og bliver mester for så ved klasseskift igen at være lærling i nye sammenhænge.
At være 3 årgange sammen er på mange måder ideelt. De ældste når at blive gode forbilleder for de yngste, og der er gode muligheder for mester-lærling-situationer, idet børnene fagligt er vidt forskellige steder.
-
at reflektere over eget arbejde og læring
-
at øge selvtilliden og lysten til at lære
-
at vurdere egen læring
-
at arbejde med egne målsætninger
-
at synliggøre egen udvikling


