Forældreinvolvering
På Tandslet Friskole er det naturligt at forældrene involverer sig i børnenes skolegang - også på skolen. Det er en styrke både for skolen og børnene, når forældre finder plads til at deltage i undervisningen. En gang imellem er det bare en ekstra hånd, der er brug for, men ofte, når forældrene bringer deres kompetencer med ind på skolen, opstår der nye muligheder, og en ny verden åbner sig for børnene.
I forbindelse med mini-praktik og praktik er det i stedet eleverne, der besøger forældrenes arbejdspladser. Vi er naturligvis tilknyttet Ungdoms Uddannelsesvejledningen, men forældrehjælpen åbner ofte op for andre muligheder.
Rengøring
Rengøring af skolen foretages af friskolefamilierne og en frivillig rengøringsgruppe. Hver familie skal gøre rent 3 gange i løbet af et skoleår. Dette foregår i weekenden sammen med to andre familier.
Arbejdslørdage
5 gange om året mødes vi til arbejdslørdag, hvor vi dyrker fællesskabet samtidigt med at vi får løst nogle af de praktiske opgaver der er rundt på skolen. Det kan være vedligeholdelse og forbedring af bygningerne. Børnene hjælper ofte til. Til afslutning er der hygge og fællesspisning.

Andre fælles opgaver
I løbet af skoleåret er der løbende andre opgaver, hvor det forventes, at alle forældre på en eller anden måde giver en hånd med. Det kan være årets loppemarked, som arrangeres af Friskolen Venner, eller som i 2010 hvor vi står foran en udvidelse af skolen. Dette har ca. et omfang af 1-2 dage pr. skoleår.


