lring frise2

Nyhedsbrev 25. januar 2012

Kære forældre

Så er vi allerede midt i januar! Læseprojektet er rigtig godt i gang og teaterstykket er ved at tage form. Men der sker meget mere end læsning og teater i det næste stykke tid, så ud over lidt generel information har vi også nogle praktiske beskeder til jer.

Læsemaraton:

I skrivende stund har vi læsemaraton. Det er afslutningen på et rigtig godt læseprojekt. Det har været nogle dejlige uger, hvor børnene har fået læst en masse og de har øvet sig i at blive hurtigere. Det er meget vigtigt at børnene fortsætter de gode vaner med at læse, så hvis I vil hjælpe dem med det, vil det være dejligt.

Projektugen:

Hele uge 5 er projektuge. Udgårds timer hedder alle sammen projektopgave; der er altså ikke idræt, tysk, engelsk eller andre timer. Det er tilladt at arbejde hjemmefra i ugen, alle skal dog komme til morgensamling hver dag. Hvis 7. kl. arbejder hjemme, skal der være en aftale mellem lærere og forældre. Så hvis I vil give jeres barn lov til at lave projektopgaven hjemme, så giv os besked via mail eller brev. Det er vigtigt at nævne, at deres arbejdsindsats og logbog også indgår i bedømmelsen. Så her har I som forældre mulighed for at spørge indtil, hvordan det går med den del af projektet.

Projektopgaven er en afgangsprøve for 9. klasse. 8. og 9. klasse får karakter, alle får en skriftlig udtalelse. Fremlæggelserne ligger alle i uge 6.

Har I spørgsmål ang. projektopgaven, så tøv ikke med at spørge. I kan også kigge på emu.dk's side om projektopgaven – her er mange gode informationer.

Terminsprøver:

I uge 8 afholder vi terminsprøver for 7. - 9. klasse. Der er terminsprøver mandag, tirsdag og onsdag – og så er der normal skoledag om torsdagen og teaterdag om fredagen. Vi afholder terminsprøver i dansk, matematik, engelsk og naturfag (enten biologi eller geografi). I dansk kommer der en læseprøve, retskrivningsprøve og skriftlig prøve. I matematik kommer der en færdighedsregning og en problemregning. I engelsk tager vi en skriftlig prøve, der bl.a. består af en lyttedel og en skriftlig del. I naturfag trækker Rasmus Ladefoged en multiple-choice prøve i biologi eller geografi.

Danfoss Universe:

Jeg, Marianne, deltager i et projekt hos NTS-centret. Projektet handler om samarbejde mellem formelle og uformelle læringssteder. Det projekt, som jeg deltager i, er et samarbejde mellem Tandslet Friskole og Danfoss Universe (og et par folkeskoler, der har sneget sig med). Projektet går ud på at udvikle et undervisningsforløb, som andre skoler kan bruge. Emnet for projektet er afkøling - og det skal afprøves på vores 7. klasse-elever i uge 9, 10 og 13, hvor nogle af matematiktimerne veksles til fysiktimer. Projektet afsluttes med en dag på Danfoss Universe, som vil stå for afrunding af hele forløbet. Det er et spændende projekt!

Det var alt for denne gang.

Mvh Lærerne fra Udgård

logo_gra_streg
Tandslet Friskole | Ertebjergvej 2 | 6470 Sydals | Tlf 74 40 55 77 | Fax 74 40 55 78 | friskolen@tandslet.dk