Forældrebrev d. 30. januar 2011
Læseprojektet er lagt bag os, og børnene har haft en super afslutning med læsemaraton den laaange nat.
Vi har allerede i denne uge taget fat på næste periodes udfordring, idet børnene har valgt emne til deres månedsopgave, "Det brænder jeg for". Målet med denne opgave er at give hvert barn tid og rum til fordybelse i netop det emne, som man har allermest lyst til at beskæftige sig med.
Det bliver en træning i at finde faglitteratur, læse faglitteratur, vælge ud, hvad man vil have med i sin opgave og få det fortalt i ord og billeder.
Månedsopgaven er en opgave, som børnene især skal arbejde på derhjemme. De får i skolen hjælp til at komme i gang, og der bliver et par konference-timer, hvor børnene fortæller om deres arbejde.
Mandag den 31. januar får alle børn en skriftlig beskrivelse af, hvordan opgaven skal bygges op. Det er en rigtig god idé, hvis I derhjemme læser denne beskrivelse sammen, så I ved, hvad det går ud på.
Tirsdag den 1. marts skal opgaven være færdig. Børnene på 6. årgang skal lave en skriftlig rapport. Børnene på 4. + 5. årgang skal lave et dias-show. For alle børn gælder, at emnet skal fremlægges for deres klasse.
Vigtigt! Børnene skal med forældre selv være aktive i forhold til at skaffe sig faglitteratur.
I dansk vil vi arbejde med opgaver, der ruster børnene til at læse faglitteratur, og vi vil fortsætte diktat-skrivningen ind til vinterferien. Mange børn har brug for en hjælpende hånd hjemme til øvning af diktatordene.
Der skal afleveres ugehistorie på mandag den 31. januar, og så er der en pause, mens månedsopgaven står på.
Vi har en forventning om, at børnene fortsætter deres gode læsevaner med mindst 20 minutters læsning hver dag.
Denne læsning kan fint være læsning af faglitteratur til månedsopgaven, især for 6. klasserne.
Pga lokale-situationen er vi i nød for computere. Det vil hjælpe meget, hvis de børn, der selv har bærbare computere, kan tage dem med, når der arbejdes med månedsopgaven.
Matematikken fortsætter ind til vinterferien som kursus-matematik. Den var godt beskevet i det forrige forældebrev.
Om torsdagen arbejder vi fortsat med færdighedsregning og spiller matematiske/logiske spil. Nogle af spillene er blevet så godt modtaget, at børnene bruger fritiden på at spille dem. Det er jo skønt.
I de næste 14 dage vil det være Christa, der tager ansvaret for matematikken i Glitner. Da Gitte desværre er syg for øjeblikket, er Rasmus nødt til at støtte op i forbindelse med 9. klasses projektopgave.
De sidste 2 fredage inden vinterferien er der fokus på opsamling til portfolien.
Arbejdet med at udbedre vandskaden skrider fornuftigt frem. Glasers lokale og Midgård-lokalet forventes færdige med udgangen af næste uge. Det betyder, at halvdelen af børnene kan komme rimeligt på plads inden vinterferien.
| mandag |
tirsdag |
onsdag |
torsdag |
fredag |
|
Læse mindst Ugehistorie |
Læse mindst Øve på diktat- Evt kursus-
|
Læse mindst Engelsk |
Læse mindst
|
Læse mindst Uge-matematik |
Gode hilsner fra Matilde, Christa, Louise, Rasmus og Helle


